Af et helt hjerte.

Fra "I Guds hånd"
Andagt til 3. september.
Af Herbert Neimanas.

"Kend din faders Gud og tjen ham med et helt hjerte og en villig sjæl" 1. Krøn. 28:9

Det er både fordelagtigt og godt at vide noget om Gud. Men det er ikke nok, for det frelser ikke. Kendskab til Gud er noget helt andet. Og det er netop, hvad dagens ord opfordrer os til. Lær Gud at kende!

”Din faders Gud”, står der. Gud er fædrenes Gud, han er fra evighed af. Det er en betryggende tanke. Men hver enkelt af os må lære ham at kende personligt. Måske er du fra et kristent hjem, du har – eller har haft – en troende mor og far.

Sig Gud tak for dem. De har jo forsøgt at vise dig frelsens vej. Men leve på fars og mors kendskab til Gud – blive frelst på deres tro, kan du ikke!

Du må selv møde Gud! Jesus siger: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus” Du ved sikkert en hel del om Jesus. Du har læst om ham, hørt andre forkynde om ham, du har set Jesus i andres liv. Men kender du ham personligt? Kan du sige: ”Jeg ved, at Jesus døde på korset for mig. Jeg ved, at han lever i dag. Og jeg ved, at han også er min frelser, for jeg har taget imod ham i tro!” Lyder din bekendelse sådan?

Er det ikke tilfældet, så begynd at søge ham i dag. David sagde til Salomon: ”Hvis du søger Ham, vil han lade sig finde af dig” Og Jesus siger: ”Den, som søger, skal finde

Og når du har fundet Gud, så tjen ham med et helt hjerte! Det delte hjerte slider og tapper dig for frimodighed og kraft. Det, som ikke er helt, mister hurtigt sin værdi og fører kun til meningsløshed.

Men kun Gud kan give os et helt hjerte. Og det gør han gerne, når vi ydmygt kommer og beder Ham gribe ind!