Fra "Kristus vor retfærdighed"Andagt til dag 25.
Av C.O. Rosenius.
”De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.” Gal. 5,24.
En forbryder, der er naglet til et kors, er ikke med det samme fuldstændig død. Han kan godt leve forholdsvis længe og rase i sit sind så vildt som nogen sinde. Ja, også i ord og miner kan han give sine følelser luft. Han kan ønske sig løs fra korset, men hænger der dog stadigvæk. Hverken hånd eller fod kan han røre og er derfor ude afstand til at gøre, hvad han gerne vil - så længe ingen lader sig overtale til at lade ham slippe ned fra korset.
Der er altså i ganske lang tid ikke tale om nogen fuldbyrdet død. Samtidig er dog dødens nedbrydende kræfter unægtelig i virksomhed. Det syndige legeme skal miste sin magt.
På samme måde er det med kødets korsfæstelse. Kødet er ikke med det samme fuldstændig dødt. Det bliver heller ikke nogen sinde helligt og godt. Men så meget må Helligånden nødvendigvis udrette i alle, der hører Kristus Jesus til, at kødet ikke længere får frihed til at gøre, hvad det vil. Det skal tværtimod tvinges til at gøre og lide, hvad det mindst af alt har lyst til, og således daglig pines og dødes.
Dette er i sandhed et kors, som de troendes gamle menneske er fæstet til. En lidelse, hvis bitterhed alle de kan bekræfte, som for alvor søger at korsfæste kødet.
