Søg først Guds rige.

Fra "I Guds hånd"
Andagt til 2. juli.
Af Herbert Neimanas.


"Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift." Matt. 6,33

Vi burde have lært det! Men selv for kristne, der har vandret med Gud i mange år, kniber det at anvende den rigtige rækkefølge. Det bliver ofte stik modsat Jesu anvisning.

Er det derfor, vi ofte har problemer med vore mange gøremål – fordi vi ikke søger Guds rige først?

Vi bliver mødt af problemer, et eller andet, der er svært – måske en sygdom. Så henvender vi os til mennesker, vi prøver alle de gængse kanaler for at komme ud af det. Og når så alt slår fejl – ja, så griber vi til bønnen - nu må Gud hjælpe.

På samme måde går det, når vi skal lave en inddeling af vor tid, vore penge og alt det øvrige, som vi har med at gøre. Vi synes, at de og de ting skal vi bruge tid til, og det og det beløb er vi nødt til at tage med i budgettet. Det kan slet ikke være anderledes, og så siger vi det selvfølgelig ikke højt:

”så må vi se, hvad der kan blive tilovers til Gud og hans riges gerning” - men det ender tit sådan.

Hvor mange mennesker er der ikke, som bevidst eller ubevidst indretter hele deres liv sådan: de bedste år af deres liv – ungdomstiden og manddomstiden får verden, og når så verden har taget, hvad den ville have, så kan Gud få de tiloversblevne stumper. Alderdommen kan så blive tiden til at tænke på det evige.

Vi skal leve og arbejde og forsørge os selv. Men Jesus vil, at vi skal gøre det i tillid til, at han drager omsorg for os. Vi skal vove at lade Jesus være centrum for vort liv og hvile i løftet, at vi skal få alt det andet i tilgift. Så bærer han ansvaret for vor økonomi, vort helbred – ja, for hele vor fremtid.