Fra "Kristus vor retfærdighed"Andagt til dag 23.
Av C.O. Rosenius.
”..ikke med min egen retærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus..” Fil 3,9.
Så bange var Paulus for at bygge på sig selv, at han - hvad grundlaget for hans forhold til Gud angik - endog holdt det at være ulastelig efter lov-retfær¬dighedens krav for tab og skam. Han vidste kun alt for godt, hvor let samvittigheden begynder at bygge på noget af vort eget. Får den blot den mindste chance, er den snart igen helt og holdent under loven. Som en svamp suger vand, suger samvittigheden til sig af vor egen retfærdighed.
Det er om dette, Paulus skriver til galaterne: ”Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen.” Derfor vil han glemme alt, hvad der kan forplumre og besmitte hans tro på evangeliet. Og derfor går han så langt, at han regner endog den strengeste retfærdig¬hed efter loven for tab og skam - blot for at vinde Kristus og findes i ham.
En fattig synder er alt, hvad han ønsker at være i egne øjne. Og mens vi ofte af hjertet glæder os, når vi får lejlighed til at smigre os med, at vi dog ikke er blandt de værste, så forfærdes Paulus, når hans selvretfærdige natur vil trøste sig på denne måde. Hvor meget hans synder end bedrøver og forskræk¬ker ham, er han dog endnu mere bange for en trøst, der er blandet sammen med hans egen retfærdighed. Så helt og holdent vil han have al sin trøst og hele sin retfærdighed i Kristus Jesus, sin Herre.
