Én Gud og én frelser.

Fra "I Guds hånd"
Andagt til 28. juni.
Af Herbert Neimanas.

"Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse det fortabte." Lukas 19:10

Jesus Kristus er Guds Søn. Men han er også ”Menneskesøn”. Han måtte stige ned fra Himmelen, forlade sin herlighed og blive Menneskesøn. Det var den eneste måde, hvorpå han kunne stille sig mellem den hellige Gud og den faldne slægt og skabe forsoning.

Bibelen siger: ”Der er kun en Gud, og kun en mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle” 1. Tim. 2:5-6.

Og i Filipperbrevet 2:7-8 står der: ”Han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig, og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors”

Fordi Jesus var Menneskesøn, kunne han gå ind under vore kår og gøre sig til et med os. Han blev af Gud gjort til synd for os. Han bøjede sig så dybt ned, at han kunne rive os ud af Satans lænker.

En kinesisk kristen fortæller: ”Jeg lå i en dyb brønd. Så kom Buddha, kiggede ned og sagde: ”Kom op til mig, så skal jeg hjælpe dig” Jeg forsøgte at tage mig sammen, jeg anstrengte mig meget, men jeg kunne ikke komme op. Da opgav Buddha mig og gik. Senere kom Konfucius. Han brugte andre ord, men indholdet var det samme. Også han forlod mig. Så kom Jesus. Han steg ned i den dybe brønd, greb fat i mig, løftede mig op og bragte mig i sikkerhed. Da oplevede jeg i sandhed, at Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte” Der har været – og er mange morallærere i verden, men kun en Frelser!

Evangeliet er for syndere. Bed Gud åbne dine øjne, så du får din sande stilling at se. Jesus er ikke kommet for at frelse andre end fortabte. Tak ham, fordi du ikke behøver at præstere noget for at blive et Guds barn, men han frelser dig af bare nåde.